Sangstjernefremvisning

Dansk sangstjernefremvisning fyldte lørdag Musikhusets lille sal to gange med glade dansktop-sange om den lille sommerfugl, den kære lille mormor og en knaldrød gummibåd.

Alt er enkelt, når det handler om dansktopmusik. Enten kan man ikke udstå det sukkersøde, suppe-steg-is-musikken og de efterhånden aldrende stjerner, der fremfører hele balladen. Eller også elsker man det hele med hud og hår. Det er der rigtig mange, der gør. Lørdag kunne Musikhuset fylde hele den lille sal til den tilbagevendende begivenhed Dansk Slagerparade.

To gange.

Koncerten kl. 14 blev udsolgt i løbet af ingen tid, så en ekstra koncert blev sat i stand til samme dag.

Årets slager-ensemble består af Susanne Lana, der ville eje millioner, hvis tårer var guld.

Dorthe Kollo, der ville ønske, at Peter var i Skanderborg og blev der. Bjørn Tidmand med tilnavnet danmarks ukronede slagerkonge og den med den lille sommerfugl i bagagen. Ægteparret Kisser og Søren, der er nyere medlemmer af slager-familien og står bag f.eks. Giro 413-hittet Send en hilsen og det nye singlehit Dem fra Danmark af.

Og sidst, men ikke mindst: Richard Ragnvald, der scorede sit livs hit med sangen til kære lille mormor, der for længst har givet enkebalscrooneren en platin-plade for mere end 50.000 solgte eksemplarer.

Det hele bakkes op af tre-mands orkestret Gemalerne, der er Birthe Kjærs faste backing-gruppe.

Dansende entré
Da koncerten starter trutter keyboardet de velkendte dansktop-toner ud i hele salen. Alle seks slagere kommer smådansende ind på scenen og synger:

»Når jeg er trist, så spiller jeg en plade. Lidt god musik gør alle mennesker glade.«

Og det er svært at være trist tilskuer til. De grånende isser rundt omkring i salen begynder hurtigt at finde takten og nikke med. Og publikummerne er rutinerede klappere, der ved, hvornår de skal falde ind og gør det i takt. Klapperiet er lige så fastlagt, som hvornår man skal rejse sig i kirken.

Faktisk kan selv en hedning ikke andet end at have det rart, når scenen indtages af folk, der vil deres publikum så meget. Slagerstjernerne er glade, uarrogante og tæt på deres publikum, som de ikke lader til at føle sig hævet over i al deres berømmelse.

De har øjenkontakt, går tæt på og synger til tilskuerne, tager de forreste i hånden eller med en tur ud på scenen til en sving-om.

Og publikum lader sig røre. De synger med, griner og kommer med anerkendende »ja, det er hun«, når Bjørn Tidmand præsenterer Dorthe Kollo som en dejlig dame og Susanne Lana, der »synger sig ind i alle hjerter.« Det oplevede Johannes Jensen på tætteste hold. Den 75-årige slagerfan blev trukket med på scenen til en dans med Dorthe Kollo. Alt imens hun sang og dansede med ham i hånden, var han selv ét stort betaget smil.

Vi har alt undtagen dårligt humør

Udover Susanne Lana, der er døbt Susan Lona Pedersen, så går kunstnerne under deres eget navn. Ingen smarte kunstnernavne her. For scenekunstnerne er helt sig selv bare uden dårligt humør.

Og lige som hos størstedelen af publikum har tiden sat sine spor på stjernerne.

Det er tæt på et halvt århundrede siden, at de fleste af dem debuterede. Og stik imod Cher, så lader slagerkonger og -dronninger ikke som om, de ikke er blevet ældre. For det er de jo lige som deres trofaste publikum.

Håret er gråt og trænger for nogles vedkommende til at blive klippet. Der er ikke spor af silikonebryster, fedtsugninger eller botox-opstramninger.

Richard Ragnvald og Søren viser, at selv stjerner har blege ben, da de smøger bukserne op over de sorte sokker for at synge, som banjoboys gjorde, da de var små drenge i korte bukser. Publikum hviner af fryd og protesterer mod den bare hud, men overgiver sig grinende til de to på scenen, der svinger skankerne arm i arm i takt med musikken. Det er en fest. Og festklædte er de. Ragnvald i glitrende smokingjakke med en rød klud i brystlommen.

De skifter tøj mellem næsten hver optræden. Det er festtøj med lidt ekstra, som Ragnvalds jakke, Sørens sorte sko med simili forneden og damernes kjoler med glitrende detaljer. Scenetøjet overlader det hele til fantasien, for selvom man er stjerne, behøver man ikke at vise bar hud.

Danserutinerne er begrænset til vuggende bevægelser og side-trin. Her er ikke noget, som man ikke kan leve op til.

Slagerne handler ikke om store dilemmaer, drugs og rock nroll, men om de simple ting. Det, der betyder noget for et ganske almindeligt menneske: Kærlighed, venskaber og at have det rart.

De handler om de små ting, som at skrive en hilsen til en ven, der bliver glad for at modtage brevet. De handler om dansk hygge omkring det kolde bord og det går jo nok. Festhits som den knaldrøde gummibåd, der har fået publikummerne på dansegulvet i så mange år.

Sange fra da salens grå guld var unge. Minder om gode tider, der stadig kan synges med på.

Kys på kinden
Da publikum har klappet Richard Ragnvald, Bjørn Tidmand, Kisser & Søren, Susanne Lana og Dorthe Kollo ind to gange efter sidste nummer, tændes lyset.

Udenfor er sidstnævntes dansepartner stadig helt ved siden af sig selv.

»Man når slet ikke at blive nervøs, når man bare bliver hentet op på scenen. Det var dejligt,« siger Johannes Jensen stadig med et stort smil og aftryk af et læbestift-kys på den ene kind.