Privatlivsfortælling - Susse Wold

Der står en fin æske med gule solsikker på loftet i Bent Mejdings og Susse Wolds hvide villa på Frederiksberg. Æsken købte hun for et par år siden i Magasin. Den rummer breve. En stor stak, som nu ligger pænt ordnede med en fin sløjfe omkring. Det er kærestebreve, som Bent har skrevet til hende gennem årene. Han har en tilsvarende stak fra hende. Der er bare ingen sløjfe, men en simpel elastik omkring dem, hvilket får Susse til at udstøde et misbilligende fnys.

- Vi har mange kærestebreve. Men de er ikke ulykkelige, siger Bent Mejding med henvisning til forestillingen, som ægteparret i øjeblikket turnerer med over hele landet. Kærestebreve er netop titlen på stykket om to mennesker, der livet igennem skriver til hinanden. Først i en moden alder mødes de for alvor i en kærlighed, som alligevel ikke kan lykkes. De griber ikke øjeblikket og forpasser muligheden for at finde lykken sammen.

Susse Wold og Bent Mejding forpassede ikke øjeblikket. De lever lykkeligt sammen på 35. år. De hævder ikke at have en fiks og færdig opskrift på det gode ægteskab eller en skudsikker anvisning på, hvordan man får et liv i konstant kærlighed og harmoni.

- Lykke er jo ikke en endestation. Livet er en rejse, og så er der nogle stationer undervejs, der hedder lykke, som hun siger.

Men selvom de påstår, at de har været ved at gå fra hinanden masser af gange, har man svært ved at tro det. Det viser sig da også hurtigt, at skilsmissefaren har været mest truende, når de er faret vild på de jyske landeveje.

- Mænd vil jo ikke spørge om vej, konstaterer hun og kigger drillende på sin mand fra sit hjørne af havestuens hvide sofa, hvor hun har anbragt sig komfortabelt med ryggen mod armlænet og fødderne i hans skød.

- Nej, men nu har vi fået GPS, så nu er vi kommet over det. Nu er der ingen fare for skilsmisse mere, lyder svaret.

Tag stilling hvert 10. år

Parret mødtes første gang i 1958, da Susse Wold startede på Privatteatrenes Elevskole, hvor han allerede gik. De blev venner og kolleger. Dannede hver især par med en anden kollega og fik børn. I 1971 så de pludselig hinanden på en ny måde og forelskede sig, mens de spillede sammen i forestillingen Privatliv. Så hvad var det, de fik øje på hos hinanden?

- Det er svært at sige, hvad det var, vi så. Når man bliver forelsket?, begynder hun og bliver afbrudt af sin mand:

- Jeg ved godt, hvad det var, jeg så, siger han med et finurligt smil, der får hans kone til at se spørgende ud.

- Jeg så en dejlig pige, fortsætter han. - Hende havde jeg jo set før, men jeg så på hende med nye øjne. Og først og fremmest med nye muligheder. Vi var begge to i et ægteskab, som ikke fungerede for nogen af os. Og så er man jo meget motiveret for at få øje på en anden, forklarer han.

De flyttede sammen året efter. I 1983 giftede de sig under et hvidblomstrende plumeriatræ i haven ved en kirke på Hawaii. 10 år efter stillede de sig under det selv samme træ og sagde ja til hinanden én gang til. Og de gør det snart igen, hvad enten det så bliver på Hawaii eller et andet sted.

- Vi hører jo til dem, der mener, at man bør gifte sig hvert tiende år. Folk bør da tage stilling til deres ægteskab. Hvis du blev spurgt i morgen, om du ville sige ja til den mand, som du lever sammen med, hvad ville du så svare? Det kan man godt spørge sig selv om hvert tiende år i stedet for bare at gå åndløst og sløvt videre. At blive en selvfølge for hinanden er da det værste, siger Susse.

- Når først man er blevet gift, fortsætter mange uden at tænke over, om de egentlig vil det. Men når man får spørgsmålet, må man jo overveje det og tage stilling. På Hawaii står man ikke og kigger på præsten. Man vender sig mod hinanden og ser den anden direkte ind i øjnene og siger ja. Det er meget stærkt. Og når man har været gift i tredive år og skal tage stilling for tredje eller fjerde gang, så ved man lidt om, hvad det indebærer. Og så er det mere værd, fordi man siger ja til noget, man har haft og er glad for og ønsker skal fortsætte, uddyber han.

Plads til at sætte grene

På teaterscenen har de kørt parløb i en lang række forestillinger. Privatliv alene nåede de at opføre 726 gange. Inden længe vil de kunne genses på tv i Matador som Jørgen Varnæs og den pelsklædte femme fatale Gitte Graa, der koster ham både ægteskab, politisk karriere og en lovende fremtid. Og nu står den i et par måneder på Kærestebreve, hvor der ikke er andre medvirkende end dem selv.

- Vi har valgt at arbejde sammen, fordi vi altid har haft et utrolig godt samspil, forklarer Bent.

Nogle ville måske gyse ved tanken om at arbejde så meget sammen med deres ægtefælle, men ikke de to. Tværtimod mener de, at det har gavnet deres forhold, selvom det snarere er kemien på scenen end ønsket om at være sammen hele tiden, der har fået dem til at vælge samarbejdet.

- Jeg synes ikke, at intimitet kun handler om at ligge i en seng to eller tre timer, eller hvor længe det nu varer. For mig drejer intimitet sig mere om at foretage sig noget med hinanden. Og det kan blandt andet være at arbejde sammen på en forestilling. Det har været med til at holde vores ægteskab friskt, at vi har haft en fælles interesse i et stykke kreativt arbejde, siger Susse og fortsætter:

- Der har jo været lange perioder, hvor vi ikke har arbejdet sammen. Men det er skønt, at man på det her tidspunkt i livet kan sige, at vi sgu godt kan lide at være sammen, så hvorfor skulle vi ikke være det? Hvorfor skulle jeg spille på et eller andet teater?

Jalousi over den andens karriere hævder de også at være sluppet for. Der har været succes nok for dem begge to. Og Bent Mejding påtager sig gerne rollen uden for spotlightet som lysmand og chauffør, når Susse Wold tager ud og holder foredrag eller opfører fortællingen Den Lille Prins sammen med musikere fra Det Kongelige Kapel.

- Det er jo næsten helt symbolsk. Han sætter lys på mig helt konkret, men han gør det jo også i overført betydning, konstaterer hun.

- Det er vigtigt, at man giver hinanden plads til at sætte grene. Man skal vokse tæt sammen, men ikke for tæt. Man kan let komme til at skygge for hinanden, men den anden skal også have lov til at blomstre, forklarer han.

Frihed er vigtig

Hun er den udfarende af de to. Det er hende, der kommer hjem med nye indfald og får ham til at prøve velværebehandlinger, hvor han skal sidde med fødderne i rødt ler og have strøm gennem kroppen. Hende, der lokker ham med på kravleøvelser i Hawaiis regnskov, så hendes højdeskræk kan blive udfordret. Og også hende, der rejser til Indien uden ham.

For man skal give hinanden frihed. Det er de enige om.

- Jeg har aldrig haft lyst til at tage til Indien. Det er for voldsomt, for fattigt og har for store kontraster til, at jeg rigtig bryder mig om det - tror jeg. Men Susse havde en drøm om at komme derover, og så rejste hun med en af vores venner og havde en skøn tur. Og jeg var jo glad for, at jeg ikke kom med, siger han.

- Hvis ikke du har en ægtemand, som glæder sig og fjerner stenene på din vej, hvis der er en sjov oplevelse, som du gerne vil have, og som han ikke har lyst til, så dur det da ikke. Frihed er meget vigtig - også når det gælder små ting. Hvis den ene ikke har lyst til at gå i biografen, hvorfor skulle den anden så lade være, spørger hun forundret. Men de understreger også, et par skal være der for hinanden. Og tale pænt.

- Man kan ikke, fordi man er gift, tillade sig at råbe og skrige og være uforskammet eller svare frækt eller nedladende igen.

Det må være sådan, at man behandler den anden, som var det ens bedste ven. Man skal give hinanden kærlighed, troskab, storsind, gode råd og omsorg. Alle de følelser, som man har for en virkelig god ven, skal man også have for hinanden, pointerer han.

- Hvis den ene er nede og har vanskeligheder, så skal den anden være den, der træder til med alle ressourcer. Der er mange, der har en ægtefælle, og så har de alle mulige andre, de taler med. Men det er vigtigt, at man har den intime del. Man skal tale ordentligt sammen, så man kan følge med i, hvordan den anden har det. Lige nu. Ellers kan man jo heller ikke komme ind med den lille ambulance, hvis der er noget galt, siger hun, mens hendes mand smiler smørret og udstøder et lille suk over, at kvinder altid gerne vil vide, hvad mænd føler og vil have dem til at mærke efter, hvis de ikke lige ved det.

- Men hvor mærker man efter, spørger han undrende og fortsætter: - Det er, som om man skulle have et termometer, som man stikker i munden og så mærker efter, hvad følelserne er i dag.

Hun griber straks ideen.

- Ja, måske skulle man opfinde et følelsestermometer til mænd, så man kan tage temperaturen om morgenen og se, hvordan det står til, og om man får en god aften.

- Eller om ens kone er over kogepunktet, hvad følelser angår, replicerer han, mens de griner ved tanken om det nye supplement til medicinskabet, som sikkert kunne blive en salgssucces i en tid, hvor klager over dårlig kommunikation er en fast ingrediens hos parterapeuter og i ugebladenes brevkasser.

Komisk med badehætte

Det er ikke kun følelsestermometeret, der får parret til at grine. Der er masser af humor i deres indbyrdes ping-pong og deres måde at tale om hinanden.

- Et ægtepar, der ikke kan grine sammen eller grine af sig selv, har trange kår. Min mor sagde altid, at mennesker, der ikke har lune, skal have invalidepension. Bent griner rigtig meget af mig, siger hun.

- Du er da også komisk, forsvarer han sig.

- Når min elskede står op tidligt om morgenen og går ud ad badebroen med et håndklæde om skuldrene og en badehætte på hovedet og springer i vandet, så ser hun altså sjov ud, forklarer han, mens hun ser ud til at være helt tilfreds med tanken om, at hendes mand synes, at hendes morgentræthed er morsom.

- Det er sgu da dejligt at have en mand, der griner af en, konstaterer hun. Hendes lune er da også den egenskab, han sætter størst pris på ved sin kone.

- Jeg kunne slet ikke forestille mig dig uden lune. Det er altså vigtigt, siger han. Hun fremhæver til gengæld hans superloyalitet.

- Jeg ville aldrig nogen sinde i bare et sekund tvivle på, at han ville være loyal over for mig. Det gælder både scenisk og privat. Han er jo hjemmet for min sjæl, siger hun.