Grundbåndsindspilning

TØRFISK er igang igen efter en god, lang juleferie. Men vi har ikke bare siddet hjemme og " fiset husleje af ". Vi har taget vores gamle ven, Leif Fabricius´, gamle slogan til os: "Hellere skide i nællerne end hvile på laurbærrene". Så allerede den første weekend i januar var vi i sommerhus for at forberede den nye CD. Ud af ca. 25 muligheder har vi udvalgt 13 gode numre, som I helt sikkert kommer til at høre meget mere til.

Indspilningen af den nye CD går rigtig godt, vi startede med at indspille et "grundbånd", som slet ikke er et bånd. Derefter lægger man de forskellige vokaler og instrumenter på, Egon spiller på livet løs og Anker puster på de tynde fløjter (tin whistlers) om kap med vestenvinden. De to Bent´er har "kun" et instrument hver, så de er færdige og kan koncentrere sig om deres smukke røster. Det er altid et spændende projekt og dejligt når det går planmæssigt. Vi satser på at CD´en er klar til udgivelse ca. 1. april.

TØRFISK er også godt igang på scenen igen, foreløbig 4 koncerter, som har budt på præsentation af 2 af de nye sange. De er blevet fantastisk godt modtaget af publikum. Vi har også haft besøg af Ib Grønbech, der igen har leveret et nummer til den ny CD. Studiet er rart og det er dejligt at kunne gå mere i dybden med sangene, men det er og bli´r scenen og mødet med vores trofaste publikum der trækker allermest og gør at det, selv efter 30 år, er skønt at være "Danmarks ældste boyband".

Tourplanen for 2011 er allerede godt fyldt op, men vi arbejder stadig på at finde en dato i efteråret til at markere vores 30 års jubilæum.

Vores Facebook side får hele tiden flere og flere fans, lige nu har vi rundet 2400. Du finder siden ved at gå på Facebook, søg på TØRFISK og klik på den med musiker/band.

I fanklubben har vi to arrangementer lige nu. Det er i Tinghallen i Viborg den 12. marts og i Mariehaven i Ansager den 22. maj.

Vi ses derude.
Hilsen TØRFISK

Læs mere her: 0:: Tørfisk - 4 Forblæste mandestemmer fra Tørfisk