Frederiksbergsanger - Dario Campeotto

Dario Campeotto kalder sig selv autodidakt, men har studeret sang og trænet stemme hos forskellige operasangere, blandt andre Jørgen Klint, Edi Laider og Eskild Rask Nielsen. Begyndte sit professionelle liv i 1959 og fik sit gennembrud i 1961 med grand prix-sangen Angelique. Har medvirket i utallige revyer, teaterforestillinger og film.

Til efteråret fejrer Dario Campeotto sit 50 års jubilæum med en turne med Jette Torp & Band.

Gift med Gertrud siden 1977. Parret har Claudia på 31 år og Filippo på 18 år.

Bortset fra et par afstikkere til Århus og Torino, har Dario Campeotto altid boet på Frederiksberg.

Hvad er aktuelt for dig lige nu?

En julecd! Jeg er i gang med at indspille en jule-cd med Bjørn og Karin Elkjer samt Jesper Riis, som jeg turnerede rundt og gav julekoncerter med sidste år. Dét repertoire indspiller vi nu, mens vi stadig har det i frisk erindring. Samtidig er jeg i gang med at booke forårets mange koncerter, fortæller Dario Campeotto.

Hvordan fandt du dit hjem?

Jeg har - næsten - altid boet på Frederiksberg. Før boede vi i en lejlighed, men da Filippo kom til verden, blev vi nødt til at finde noget større, og det blev huset her.

Hvad faldt du for ved huset?

Det er en arkitektonisk perle; lidt engelsk cottage-agtigt. Det er et gedigent murstenshus fra 1947, bygget af en flyttemand, så dørene er brede. Materialerne er i orden, og alt er bygget pænt. Det er et dejligt hus. Da vi så huset første gang, faldt min kone for underetagen med vaskekælder, for hun er meget huslig. Jeg selv faldt for dobbeltgaragen. Jeg har jo et par gamle veteranbiler.

Hvilket rum holder du mest af?

Hele huset er skønt, men sådan en inkarneret, madglad italiener som mig, er meget glad for køkkenet. Det er godt nok et oldgammelt HTH køkken, men det har en utrolig charme, oplyser Dario Campetto.

Hvad behøver ethvert hjem?

Tre toiletter, for vi er tre i huset. Sådan!

Hvad ville du aldrig bringe ind i dit hjem?

En amagerhylde, selv om vi egentlig ikke er allergiske over for ting i vores hjem. Jeg ville nu heller ikke have husdyr, fordi vi rejser så meget.

Hvad er det næste, du ønsker dig til dit hjem?

Et nyt køkken ville være skønt. Jeg vil ikke sige , at det er tiltrængt, men der findes køkkener, der er kønnere end vores på trods af charmen.

Hører du meget musik derhjemme?

Nej! Musik er ret vigtigt for mig, og den skal behandles med omhu. Jeg duer ikke til at have musik kørende i baggrunden, for jeg kan ikke lade være med at tage stilling til hver eneste tone. Jeg bliver nødt til at forholde mig til musik, når jeg hører den, siger Dario.

Har du mange rejseminder i dit hjem?

Nej, ikke sådan at der står træfigurer fra Kenya fremme. Tidligere fløj vi meget, når vi rejste ud, men i dag kører vi oftest selv, og så er det nok mere et par gode flasker vin, vi køber med hjem.

Hvad byder du uventede gæster?

Hvidvin.

Hvad står der i din bogreol?

Lidt af hver, dog ikke så meget skønlitteratur, for det falder jeg bare i søvn til. Men der står mange tekniske bøger om veteranbiler, som jeg har arvet fra min far. Jeg har også lige fået Storm P's Udvalgte Fluer, som jeg holder meget af. Der er et yndigt land med Villy Søvndahl og Lene Espersen står der, og Livstykker med Bodil Udsen og Anne Marie Helger, som jeg lige skal til at læse, oplyser Dario Campeotto.

Hvad hænger på dine vægge?

Blandt andet nogle fajancetallerkener fra min mor og nogle spejle fra en kirke i Torino, som jeg har fået. Der hænger også nogle malerier af en italiensk maler, Potatti, som jeg købte, mens jeg boede i Torino. Og så hænger der en akvarel, jeg fik af min far. Den forestiller to fede mænd, to mæskesvin. Under dem står der: Hvis der ikke fandtes cigarer, så vidste man ikke, hvornår man skulle holde op med at spise.

Hvordan slapper du bedst af derhjemme?

Når dagens dont er omme ved 17.30-tiden, så sidder vi ned og får et glas vin, mens vi taler om dagen, der er gået, og hvad vi skal have at spise. På det tidspunkt er Filippo også kommet hjem. Det er så hyggeligt. Det er en slags meditationstime for mig, som jeg ikke vil være foruden, og som vi altid har prøvet at holde fast i, fortæller Dario.